Fejl41 spiller lun og humoristisk ”feel-good” musik for voksne, som tør se naboens svagheder i øjnene. Vær forberedt på at blive overrasket, trække på smilebåndene og få lyst til at diskutere med sidemanden, når Helena Ljunggren og band sætter hverdagens små og store udfordringer under lup.

Fejl41 byder på underholdende musikalske fortællinger – bl.a. med et kærligt, selvironisk afsæt i kvinder, som ikke bare er modne, men måske lidt ”overmodne”. Teksterne, som balancerer mellem humor og alvor, både kærtegner og langer ud efter, såvel mænd som kvinder, med et præcist blik for vores menneskelige svagheder. Og publikum er i overhængende fare for at genkende sig selv, sin mor eller kæreste i teksterne.

Fejl41 er et musikalsk makkerskab med Helena Ljunggren (vokal, ukulele), Helle Nerup (guitar, kor, keys) og Vivi Runge (bas) med udgangspunkt i Helenas underfundige sange. Det musikalske udtryk er stilsikre melodiske ørehængere, som trækker tråde fra svenske viser (Cornelis Wreeswijk, Lisa Ekdahl), iblandet lun, dansk humor.

Helena Ljunggren udgav i 2022 et album med jazzmusikerne Mads Vinding, Jacob Fisher og Niclas Campagnol, bl.a. med titler som ”Hun danser i tantetrusser”, ”Jeg er bange for at Bodil er begyndt igen” og ”Jeg er ingen ildsjæl”.
Helle Nerup og Vivi Runge er kendte ansigter i Holbæks musik- og sangskrivermiljø.

Booking: 31 31 42 03