Helena Ljunggren skriver hverdagsviser med kant, finurlighed og ukulele. Musikken er let og legende, med akustiske ørehængere som trækker tråde fra svenske Cornelis Wreeswijk-låtar, blandet med lun, dansk Niels Hausgaardsk humor. Teksterne omhandler gerne den lidt (over-)modne kvindefigur – fra et solidarisk, lettere selvironisk og ikke-bedrevidende perspektiv.

Helena har lige udgivet et album med Mads Vinding, Jacob Fisher og Niclas Campagnol – bl.a. med numrene ”Hun danser i tantetrusser”, ”Jeg er bange for at Bodil er begyndt igen” og ”Jeg er ingen ildsjæl”.

Min sangskriver-historie

Min første store kærlighed

Jeg har altid lavet melodier. Allerede fra jeg som syv-årig sad i min bedste venindes stue ved det glanspolerede klaver og fandt på tostemmige sange med strakte pegefingre. “Hun burde gå til klaverspil,” sagde min venindes mor til mine forældre ved adskillige lejligheder. Min veninde stak næsen i sky. Hun gik allerede til klaver en gang om ugen, og lærte “rigtige sange”.

Da jeg var 11 år, blev mine forældre skilt. Verdensordenen brød sammen, og min bror og jeg flyttede med min nyforelskede mor til en anden by. I den forbindelse købte min mor et kæmpestort, brugt klaver til mig. Det blev min første store kærlighed.

Herefter fulgte år med periodevis klaverundervisning. Klaveret stod i stuen, og “behøver du virkelig at øve lige nu?” er en sætning, jeg tydeligt husker. Men det var i pauserne - i de perioder, hvor jeg ikke terpede ugentlige klaverstykker - at det interessante skete. Her kunne jeg omsætte det, jeg havde lært; putte det ind i mit eget univers og give det mening. Jeg kunne dykke ned i egne melodier og lade dem trække fantasien ud på dybt vand. 

Vi flyttede fra Sverige til Danmark, hvor jeg, efter gymnasiet, blev uddannet socialpædagog. På et tidspunkt arbejdede jeg på et fritidshjem, hvor Karin, som altid akkompagnerede til fællessange - ved lejrbålet, i kolonibussen, til hverdag og børnefest - fik job på Grønland og efterlod os sang-og-guitar-løse. Af simpel nød påtog jeg mig opgaven at lære et par akkorder på guitaren. For hvad er et fællesskab uden musik?

Min anden store kærlighed

Det var her, jeg svigtede min gamle kærlighed, klaveret. Til fordel for guitaren. Jeg blev ikke guitarist, men blev voldsomt god til at spille ”pædagogguitar”. Jeg opdagede, at der ikke findes en bedre legekammerat end guitaren, når man laver sange. Til børn, med børn eller til sig selv. Guitarens bløde klang lægger et kærligt svøb om ens stemme, og vil ikke - ligesom klaveret - konkurrere om hvem, der skråler højest. Jeg lavede børnemusicals, indspillede cd’er med fritidshjemsbørn, og komponerede sange til børnefestuger - på min guitar.

Eller måske skyldes mit endelige brud med klaveret i virkeligheden, at jeg - da jeg, som 39-årig, studerede Musikvidenskab på KU - blev kæreste med min klaverlærer. Forholdet holder den dag i dag. Men vi er begge enige om, at vi, som lærer og elev, aldrig havde kigget hinanden så dybt i øjnene, hvis vi havde mødt hinanden i de senere MeToo-tider. 
Men når man er kæreste med en “alvorligt-god” koncertpianist, finder man hurtigt ud af, at ens klaverspil aldrig vil have en chance for at komme i nærheden af kategorien “godt”. Så hellere spille guitar.

Som ung voksen var jeg begyndt at samle på egne melodier. Til sidst havde jeg så mange, at jeg, af frygt for at glemme dem, noterede dem ned på noder. Og hvad så? I en overgang ledte jeg efter en ven, som kunne skrive tekster til melodierne. Jeg fandt ikke nogen. Derfor begyndte jeg at skrive tekster selv. I starten naivt, famlende og ukritisk. I en suppedas af følelser, wannabe-poesi og hjerte-smerte. Hen ad vejen blev mine tekster mere velovervejede. Jeg kunne smage på dem med en kritisk tunge, smide almindeligheder væk, og danse udenom det forventede. 
I dag har teksterne overtaget fokus. Det er her, det interessante sker. Og melodierne kommer lidt af sig selv.

I 2005 indspillede jeg en CD med 12 egne sange, akkompagneret af Mads Vinding, Jacob Fischer og Morten Lund. De bedste musikere, man kunne forestille sig, hvis hypermusikalitet løftede mine sange til højere luftlag. Jeg er evigt taknemmelig for at have lært Mads Vinding at kende, hvis venlige basgange, toneangivende væremåde og evne til at skrue på de rigtige knapper strækker sig langt over, hvad man kan forvente.
CD’en indeholder nogle af mine første sangtekster - tekster, som jeg ville ønske, at jeg kunne rive i småstumper, centrifugere og sætte sammen på en ny måde. Men melodierne holder!

Ligesom nogle kan være kvartalsdrankere, blev jeg kvartalskomponist. Mads, Jacob og jeg havde en enkelt koncert på den nu nedlagte Cafe Willumsen i Grønnegade. Og så røg musikken lidt i baggrunden. I mange år forfulgte jeg en anden karrierevej. Men det er en anden historie. Når nogen spurgte mig, “hvordan går det med musikken?” kiggede jeg uforstående på dem. Det hændte, at jeg stødte ind i Mads Vinding og hans kone til en årlig sammenkomst i vennekredsen. “Du burde skrive flere sange”, sagde han tit.

Min tredje store kærlighed

Så blev jeg forelsket igen. Denne gang i en ukulele. Min singersongwriter-kollega, Helle Nerup, fortalte en dag, hvordan hun, i livsglædens tjeneste, havde købt ukuleler til sine små børnebørn. Og havde lavet egne ukulelesangbøger til dem. Sikken en god ide! Så da min lille nevø, Anton, lidt efter fyldte seks år, købte jeg straks en ukulele til ham. Hurtigt fik jeg lært et par greb på hans ukulele, og fabrikerede “Antons egen ukulelebog” baseret på et par nemme børnesange og to-tre greb. 
Ukulelen blev aldrig et hit hos Anton. Til gengæld var jeg, dagen efter Antons fødselsdag, absolut nødt til at bestille en tenor ukulele til mig selv. Jeg var forelsket.

En d-mol akkord ser fundamentalt forskellig ud på guitar og ukulele. De øvrige akkorder også for den sags skyld. Det var som at have lært fransk, og i det øjeblik man stolt synes at mestre sproget, får at vide, at der er noget, der hedder passé simple. Man er blevet snydt. For alt det, man har lært, hænger i virkeligheden sammen på en helt anden måde. 
I mit hoved var der ikke plads til både passé simple og passé composé. Og slet ikke til både guitar- og ukulele-akkorder. Fra den dag jeg begyndte at kode ukulele-greb ind i mine fingre, forblev guitaren tavs.

En ukulele har kun fire strenge. Wow! Man behøver ikke strække små kvindefingre af led for at tage en g-mol. Og et barrégreb behøver ikke længere bide ligeså hårdt i gribebrættet som en arrig rottweilerkæbe. Min første tenor ukulele blev hurtigt udskiftet med en smuk Martin T1K med fin klang. Og jeg opdagede, at de sange, jeg havde skrevet på guitar, mærkelig nok ikke fungerede på ukulele. Så jeg var nødt til at skrive nogle nye.

I 2019 åbnedes døren til en lun, småsatirisk genre, hvor min ukulele og jeg straks følte os hjemme. Det var på et sangskrivningskursus med Louise Hausgaard og Per Worm på Jyderup Højskole. Her opdagede jeg glæden ved at høre publikum skraldgrine, når man optræder med en sang. Jeg begyndte at dyrke overraskelsesmomentet, små pinligheder og skæve drejninger i mine tekster. Herefter fulgte sange som ”Om sømænd”, “Hun danser i tantetrusser”, “Jeg er ingen ildsjæl” og “Jeg er bange for at Bodil er begyndt igen.” Det var ikke længere interessant at skrive poetiske tekster om den store kærlighed, eller mangel på samme. Der sker så meget andet spændende i det relationelle.

I 2021 befandt jeg mig igen i Mads Vindings kælder. Blandt mikrofoner, ledninger, en kontrabas, og Logic Pro. Findes der et bedre sted at være? Vi indspillede et hav af mine nye sange, både børnesange og voksensange, flankeret af duften af årtiers gammel tobak og jazz. Jacob Fischers guitar legede overlegent med mine melodier, mens Mads’ dybe kontrabas satte kursen. Niclas Campagnol stødte til med sine trommestikkere og smittende livsglæde. De tre musikere serverede et koncentrat af opfindsomhed, som jeg, ligesom prinsessen uden ærten, blødt kunne lægge min stemme ovenpå. At være i Mads’ kælder er som at være i himmelen. 

I mange år havde min gode veninde, illustratoren Birde Poulsen, opfordret mig til at skrive sange til hendes billedbøger om Lille Krokodille. I foråret 2021 overgav jeg mig, og skrev min første krokodillesang. Det har nu resulteret i syv krokodillesange, udgivelse af billedbogen “Lille Krokodilles Sangbog” på Forlaget ABC, samt en musikdramatisk forestilling, som Birde og jeg tager rundt og optræder med i dagtilbud og på børnebiblioteker.

Herefter har jeg mødt mange inspirerende mennesker - portåbnere, som har åbnet porte til nye musikalske tankebaner og udviklingsveje: ildsjæle som Benjamin Aggerbæk, bassisten Vivi Runge, poeten Lars-Emil Foder og mange andre. Jeg er begyndt at optræde med mine sange, at aktivt søge spillejobs og at udvikle den entreprenante side af mit dejligt uforudsigelige sangskriverliv.